29 august 2013

DIY Børnelampe






Jeg har længe drømt om, at lave min egen personlige lampe til juniors værelse. Og nu er drøm blevet til virkelighed. Og dette kunne gøres for under 100 kr., så det blev endda en billig lampe.
Den er sammensat af en rispapirslampe fra IKEA til 19 kr. og på den har jeg sat wallstickers, som jeg har købt på Coolbaby.dk. Her i familien har vi et eller andet med afrikanske dyr, så valget faldt selvfølgelig på denne variant, men der findes også mange andre slags på siden.
Jeg har ikke brugt alle wallstickerne endnu, så der kan nå at komme flere på lampen. Men jeg kunne godt lide tanken om, at de kunne komme til at gå igen rundt omkring på værelset og på puslebordet. Så nu må vi lige se, hvad jeg får gjort af de sidste.
Jeg er i hvert fald glad for resultatet!

26 august 2013

Ønskeseddel 2013

Jeg ved godt det er lidt tidligt, men midt i alt ræset for at finde på ønsker til lillemanden (har nogle forældre og svigerforældre, der er bekymrede for at vi ikke har nogle ønsker til når han kommer - men bare rolig! Der er masser), så bliver man helt opsat og fokuseret, når man så også finder nogle til sig selv. Og så er det jo altid rart at have skrevet ned, for jeg kan helt sikkert ikke huske, hvad jeg ønsker mig når julen nærmer sig. Så her er min ønskeseddel til julen 2013.

1. Mette Fischer mælkekande og sukkerskål hvid/lime // 2. Rosendahl Pastatallerken // 3. Rosendahl Tekop 28 cl //
4. Rosendahl låg til karaffel // 5. Eva Trio champagneglas // 6. Hay About A Chair AAC22 Sort // 7. Scanpan CTX gryde 6,5 l // 8. Rosendahl Frokosttallerken 19 cm // 9. Softline Frame Daybed // 10. Parasol med fod - den viste er fra Trip Trap // 11. IKEA STRANDMON Øreklapstol
Scanpan gryden er faktisk min mands ønske - det vil sige, at han ønsker sig den for mig. For han har aldrig noget at ønske sig, og hvorfor skal det altid være kvinden der skal ønske sig sådan nogle ting?
Jeg ønsker mig en parasol med fod. Det behøver nødvendigvis ikke være Trip Traps fine en her, men det ville da ikke gøre noget ;).
Sidste år fik jeg den fine øreklapstol fra IKEA af min mand. Jeg er simpelthen bare blevet så glad for den, at jeg virkelig godt kunne tænke mig en ekstra, så de kunne stå omkring sofabordet. Kunne være super lækkert.
Vi får også snart nyt spisebord (der skal nok komme billeder), og dertil passer vores nuværende stole ikke - eller det vil sige, at de er ved at være så slidt, at de godt kunne trænge til at blive skiftet ud. Jeg jeg ønsker mig også Hay AAC22 stolene. De er så fine og man sidder utrolig godt i dem efter min mening.

23 august 2013

Instagram - Uge 34






Her er lidt billeder fra uge der er gået via Instagram. Der er blevet lavet mini cheesecakes - sommerfuglene er overalt i haven i øjeblikket - vi har været på genbrug, hvor vi fandt dette fine legetøj - Nala og jeg har gået tur på hjertestien i Hammel - og jeg er gået ind i min uge 37 (så stor er jeg så nu)...

Dejlig uge - og utroligt nok så keder man sig ikke selvom man er helt alene hjemme hele dagen. Men det er også godt jeg har Nala - hun kræver i hvert fald lidt :)

20 august 2013

Effektivitet i køkkenet




Som jeg tidligere har nævnt, skulle noget af min barsel bruges på at få fyldt fryseren op. Dette blev i dag gjort med minipizzaer og pølsehorn. Så er der lidt nemt at tage op når frokosten af en eller anden grund bliver rykket lidt - eller hvis man skal på tur. Hvem ved hvad man kan finde på når sådan en lille guldklump kommer.

Jeg er i dag 37+0 og der er derfor ca. 21 dage til termin. Surrealistisk... men dejligt at tænke på!

I går var jeg også effektiv. Fik gjort hovedrent på badeværelset, hvilket var tiltrængt efter mange gange at have udskudt det grundet træthed mv... Men nu er det blevet gjort og det er helt fantastisk der inde. Tænk hvad oprydning og rengøring kan gøre ved et rum.

17 august 2013

Slyngevuggen



Foto: www.slyngevuggen.dk 
Vi har fået anbefalet at ønske os denne vugge til junior. Den hedder slyngevuggen og ligger fra 1.499 kr. alt inklusiv. I følge producenten er der hundred procent fald-i-søvn garanti og det samme mener min veninden, der anbefalede den. Morten er dog sikker på, at vi får en baby der ikke skriger og altid vil sove, men jeg er nu ikke så sikker - så den er tilføjet til ønskesedlen.

15 august 2013

Mad til fryseren

Det hedder nu 36+2 for mig, og barslen er netop sat i gang. Hertil følger der også en plan/et håb om at nå en masse ting inden junior kommer.
Som jeg tidligere har skrevet om, så har vi fået en hel masse brugt børnetøj, hvilket virkelig er lækkert, da det ellers er en dyr post. Jeg har brugt mine første dage af barslen på, at få det hele vasket, lagt sammen og lagt på plads i kasser med de forskellige størrelser. Det har taget sin tid, men er nu ved at være i bund. Udover dette har jeg et håb om, at få fyldt fryseren op med nemme ting til aftensmad og kager til barselsbesøgene. Jeg er velsignet med en dejlig mand, men har har ingen interesse når det kommer til køknet, så hvis jeg skal gøre mig håb om, at han vil lave noget mad, når junior kommer, så skal det være så nemt som muligt. Derfor må fryseren være løsningen.

Jeg har søgt forskellige steder på nettet om, hvad der kan være gode ting at have i fryseren, og er kommet frem til denne lille liste.

  • Kødsovs til en nem omgang Pasta Bolognese
  • Lasagne
  • Frikadeller / fiskefrikadeller
  • Tærter af forskellig slags
  • Grov boller - må være super både når der kommer gæster og når man er sulten efter noget hurtigt
  • Muffins til barselsgæster
  • Småkager - har fundet den perfekte opskrift på amerikanske cookies på sarahskager.dk som helt sikkert skal prøves og derefter i fryseren
Nu må vi se, hvor meget jeg når. Jeg skal jo også lige nå middagsluren :), men mon ikke jeg kan få gjort lidt inden, hvis ikke han melder sin ankomst alt for tidligt.

Rigtig god dag til alle. 

14 august 2013

Bornholm, Bornholm, Bornholm


















Ferien startede fantastisk med den skønne Far til Fire sang i højtalerne, da vi kørte ind på skovgrunden med vores lejede sommerhus. I området der kaldes for Dueodde og med træer hele veje rundt (lige et sted for Nala) boede vi i et fint lille sommerhus med kun de mest nødvendige ting, hvilket også var fint, for vi var der stort set kun om aftenen og til morgenmad. Herefter gik turen ud på opdagelser hver dag, så vi har fået set hele Bornholm!

Bornholm er en dejlig ø, men havde godt nok regnet med at, skulle bruge mere tid på at se de forskellige ting end vi gjorde, men det kunne jeg jo bare have tænkt mig til - øen er jo ikke særlig stor. En times kørsel var det længste sted væk, så det var ikke galt.

Vi havde kørt på nok en af sommerens varmeste dage, så da vi endelig kom frem stod resten af lørdagen på stranden. Herefter blev aftensmaden nydt på Restaurant Æblehaven i Snogbæk, hvilket var en stor succes. Vi spiste ude hverdag, så vi har smagt lidt af hvert. Æblehaven var super lækker, men til prisen synes vi, at man også kan finde andre steder der laver lige så god med til billigere penge. Men det var absolut en oplevelse jeg ikke vil være foruden.
Om søndagen var vi en tur i Gudhjem, hvor vi kort så byen og herefter tog et skib ud til Christiansø, hvor vi blev fulgt rundt af Søren Sillehoved (en foredragsholder, som virkelig kan fortælle levende). Hvis ikke vi havde været med ham rundt, så tror jeg ikke vi havde fået helt så meget ud af Christiansø som vi fik. Så hvis man skal der over (eller til andre turistattraktioner på Bornholm), så kan det anbefales at finde en dag, hvor han fortæller - de halvtres kroner var godt givet ud.
Mandagen gik med Hammershus, hvor vi også var ude og sejle fra Hammer Havn, så vi kunne se Hammershus fra vandsiden af.
Tirsdag var en lidt mere slap-af dag. Vi startede ud med rundvisning på en vingård - Vingården Lille Gadegård - og her fik drengene lov til at smage på de forskellige vine der blev fremstillet der. Bagefter var drengene ude og spille golf - Morten havde ikke prøvet det før - og vi piger tog en tur til Rønne imens og shoppede lidt.
Onsdag var vi hele dagen i Svaneke og så alle deres specialiteter. Om aftenen var vi på Hummer Hytten, for vi skulle jo prøve hummer. Jeg vil dog sige det sådan, at det aldrig bliver min yndlingsret. Men nu er det da prøvet.
Torsdag regnede det det meste af morgenen, så da det endelig holdte op, tog vi en tur til Døndalen og så vandfaldet. Blev måske lidt skuffet over størrelsen, men ok - vi er jo i Danmark.
Fredag skulle vi have ryddet op, så vi var klar til lørdag morgen, men vi nåede også lige forbi Røgeriet i Snogbæk og Dueodde Strand. Sandet og vandet her er virkelig lækkert.!

Helt generelt havde vi en skøn uge, som gerne kan gentages engang. Til den tid bliver det nok i september, så vi kan få lov til at plukke vindruer og trampe rundt i dem som man kun ser på film, når høsten sættes ind på Lille Gadegård.